FF18 – det første halvår.

Forside Fora Formanden har ordet FF18 – det første halvår.

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #100000884
    Kenneth Sand
    Keymaster

    Jeg ringede og spurgte om de kunne hjælpe mig med en mand til et job i Aalborg.
    – ”Hvad skal han lave?”
    – ”Det samme som han gør her i København. Bare i ti timer både torsdag, fredag og lørdag. Vi skal nok sørge for mad og indkvartering…”
    – ”Det ved jeg sgu ikke, Kenneth! Det må jeg lige vende tilbage på. Hvornår skal du bruge et svar?”
    – ”Øhh…i dag! Eller bare så hurtigt som muligt.”
    – ”Okay! Jeg slår på tråden.”

    Denne ordveksling, og især det svar jeg efterfølgende fik, da jeg blev ringet op senere på dagen, har sat de sidste 6 måneders arbejde i FF18 lidt i perspektiv. Inden jeg løfter sløret for det svar jeg fik, vil jeg lige kaste et blik på FF18s første halvår.
    FF18 blev startet på ryggen af et lønudspil fra DRs ledelse. Udspillet var rettet mod DRs stab af freelance teknikere. Grundet manglende kommunikation gik de berørte freelancere og DR totalt fejl af hinanden, og al kommunikation mellem de to grupperinger indskrænkede sig til såkaldte ’dialogmøder’. DR sendte Dorte Gude i byen med den besked til DRs freelancere, at man kunne acceptere lønudspillet – der for mange freelancere med årelangt virke for DR reelt betød en timelønsnedgang på 25,- til 150,- kr. – eller finde sig et andet arbejde. Særligt de freelancere, der var involveret i DRs store live-produktioner, i daglig tale ”A-holdet”, blev ramt, og måtte indkassere en økonomisk øretæve på en 33% lønnedgang. Fra et i forvejen forbløffende lavt lønniveau, besluttede DRs ledelse – UDEN nogen form for dialog med hverken fagforeninger eller interesseorganisationer – at sænke freelancerernes løn yderligere, at vores arbejde ikke længere var det samme værd som dagen før. Lønudspillet trådte i kraft d. 1. januar, 2018.
    I februar 2018 startede vi Freelanceforeningen af 2018, FF18, i håbet om, at den manglende kommunikation med DR-ledelsen, nu kunne finde et forum, og freelancerne kunne få repræsenteret sine synspunkter i relation til DRs beslutninger på freelance-området. Vi er IKKE en fagforening, men nok nærmere en lobby-organisation, og som sådan håber vi, at DR-ledelsen vil bruge os, når talen falder på løn- og arbejdsvilkår for DR-freelancere. Til trods for at vi har haft mange lange møder med de relevante fagforeninger, og rent faktisk – sammen med fagforeningerne – har fundet frem til en, i vores øjne, langt bedre løsning end den af DR udstukne, så er det meget småt med resultater fra FF18s hånd. Vi har en formodning om, at årsagen til den manglende dialog med DR, kan ligge i det forholdsvis lave medlemstal i foreningen. DR benytter ca. 3600 freelancere på årsbasis, og da vi ikke er i nærheden af et medlemstal i denne størrelsesorden, så kan man måske ikke bebrejde DR-ledelsen, at de endnu ikke har inviteret os på en kop kaffe. En anden – og måske en mere reel årsag – kan være, at ’skidtet jo virker’, så why fix it!?! Tilsyneladende er det lykkedes DR, at få fyldt freelance-posterne op med, i vores øjne, groft underbetalt arbejdskraft, og når målsætningen på ledelsesgangen ikke er kvalitet, men kvantitet, og at netop en nedgang i kvaliteten er indkalkuleret i beregningerne over følgerne af dette lønudspil, så har man på DR ikke det store incitament til at ændre på sin håndtering – og aflønning – af freelance teknikerstaben.
    I forsommeren blev der indgået en medieaftale mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, en aftale, der rammer DR hårdt. Og som DR-ledelsen tidligere har opført sig overfor sine freelance-medarbejdere, er der i FF18 ikke de store forhåbninger til, at ledelsen har tænkt sig at handle mere hensynsfuldt, når den politisk besluttede 20%s besparelse skal implementeres. Hverken overfor DRs freelancere eller de fastansatte. TV2 bliver tilsyneladende også ramt i en eller anden form, og allerede nu har vi set de første nye kontraktudspil fra TV2 til stationens freelancere. Og, tydeligvis, har man på TV2 kigget DR over skulderen – ingen lønstigninger overhovedet, og i øvrigt en håndfuld forringede løn- og arbejdsvilkår. Formodningen om at DRs udspil kun er ’toppen af isbjerget’ viser sig tilsyneladende at holde stik!
    Selvom, at det er fagforeningerne, der har accepteret de freelance-overenskomster på DR og TV2 som ledelserne henholder sig til, så er det FF18s overbevisning, at det er i et samarbejde med fagforeningerne, at kampen mod de forringede løn- og arbejdsvilkår på freelance-området skal udkæmpes. Men vi har til gode at se fagforeningerne gå ind i kampen. FAF har sammen med Skuespillerforbundet, Journalistforbundet og Filmfotografforbundet startet sigtil-kampagnen (se sigtil.dk), en kampagne, hvor man hylder det gode eksempel, og uddeler priser til virksomheder, der behandler sine medarbejdere ordentligt. Meget prisværdigt! Desværre er der i forbindelse med kampagnen INGEN tiltag overfor virksomheder, der IKKE behandler sine medarbejdere ordentligt. Der er henvisninger, hotlines og telefonnumre til de pågældende fagforeningers rådgivere, men jeg frygter, at servicen kun omfatter medlemmer af fagforeningerne – det fremgår ikke umiddelbart af hjemmesiden. Er man medlem af de pågældende fagforeninger vil jeg derfor kraftigt anbefale at man anvender disse, hvis man vil have løst fagretslige spørgsmål.
    Vi har i FF18 gentagne gange gjort fagforeningerne opmærksom på, at vores medlemmer meget gerne ser, at fagforeningerne tager hånd om DRs ulovlige brug af lønmassage, DRs ulovlige lønkrav til DRs leverandører freelancer-aflønning, og i det hele taget ikke nøjes med at sende vrede breve og mails, når de opdager en ledelse, der handler imod en anstændig/ordentlig medarbejderhåndtering. Fagforeningerne klager over, at de intet hører fra deres medlemmer, men man kan formode, at det er på kommunikationen mellem medlemmer og fagforeningsledelse, at krisen kradser. Jeg var med som observatør i foråret til et ”Stormøde om krisen på DR” i en fagforening med 17.000 medlemmer. I alt var vi 17 (sytten), der mødte op, og 10 af os var enten lokale fagforeningsrepræsentanter eller uafhængige interesserede. Enten er medlemmerne uinteresserede i deres fagforenings arbejde, eller også har de totalt mistet troen på at fagforeningerne overhovedet agter at foretage sig noget. Eller også har fagforeningen ganske simpelt været mangelfulde i deres oplysning om at der overhovedet blev afholdt et møde. Under alle omstændigheder burde man som fagforeningsledelse være bekymret. At dømme på antallet af sandwich og kaffe, der var stillet frem til de fremmødte, så kom det lave fremmøde også bag på fagforeningsledelsen selv. Det skal siges, at også ved dette møde blev fagforeningen orienteret om DRs praksis med brug af lønmassage og DRs lønkrav til DR-leverandørers ansatte. På FF18 undrer vi os over, at fagforeningerne til stadighed ser gennem fingrene med disse tydelige ulovligheder fra DRs side.
    Så meget desto mere mener jeg, at der er der brug for en forening som FF18. Starten har ikke været køn. Det er blevet til en hjemmeside, men ikke meget mere. Nu er det blevet tid til at kigge fremad. I løbet af efteråret starter vi forskellige tiltag op:
    – ’Jobpatruljen’, bliver i første omgang til ’Kollega-linien’ – en brevkasse, hvor man kan henvende sig med spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår. Hér er det intentionen at oprette en hotline til fagforeningerne, så brevkassen også kan håndtere overenskomstrelaterede henvendelser.
    – en arbejdsgruppe nedsættes, så vi kan få optimeret vores hjemmeside. Der har været lidt knas med siden, så vi samler jeres henvendelser sammen, og ser hvad der kan gøres.
    – vi skal afholde en generalforsamling. Vi har ’desværre’ været arbejdsramte i bestyrelsen, og har derfor haft svært ved at få samlet tropperne. Og et bestyrelsesmedlem har valgt helt at forlade bestyrelsen, så der er brug for nye kræfter. For fremtidige medlemmer af bestyrelsen, skal vi have afklaret, hvordan vi kan få sikret en rimelig mødefrekvens. Bestyrelsesarbejde koster altså lidt på fritidskontoen!
    – FF18s Facebook-side har brug for et eftersyn. Dette skal ske i samarbejde med hjemmeside-gruppen.
    Er du ikke allerede medlem af FF18, så se at komme ind på hjemmesiden FF18.dk, og tegn et medlemskab. Der er brug for alle hænder, og mht både DR og TV2, så står vi stærkest, hvis foreningen har mange medlemmer i ryggen. Ja, det gør vi i det hele taget, hvis vi skal tages alvorligt i diskussioner om freelancernes løn- og arbejdsvilkår.
    Og her vil jeg afslutningsvis vende tilbage til telefonsamtalen om jobbet i Aalborg. Siden starten af FF18, er jeg ofte stødt på kommentarer om, at FF18 er en udløber af ’de dyre drenge’ på A-holdets vrede over, at de ikke længere kan høste deres ’fede lønchecks’, når DR laver live-produktioner. Men da jeg ved, at ’de dyre drenges’ timeløn ikke er blevet pristalsreguleret i en del år (hvilket i øvrigt gælder for de fleste DR- og TV2-freelancere), og den i øvrigt flugter markedet udenfor DR med 1 til 1, så kunne det være interessant, at høre hvad min lille bilmekaniker på Frederiksberg ville sige til opgaven. Jeg havde spurgt, hvad det ville koste, hvis jeg ville have en af hans mekanikere med til Aalborg, og så lade ham arbejde præcis det samme antal timer som A-holdet gør det på f. eks. et Melodi Grand Prix:
    – ”Kenneth, er du der?”
    – ”Jaja, jeg lytter! Hvad er du kommet frem til?”
    Jeg sad og fumlede med mit headset, så jeg kunne få hænderne fri til at skrive Henriks svar ned. Henrik er selv DTC-racerkører, så jeg vidste, at han ikke bare ville sende en elev med mig til Aalborg.
    – ”Altså, hvis du skal bruge ham fra torsdag morgen, er jeg nødt til at sende ham af sted om onsdagen. Hvad tid slutter i om lørdagen?”
    – ”Øhh…det bliver sgu nok sent. En klokken 23-24-stykker, tror jeg.”
    – ”Det tænkte jeg nok! Så kan han først tage hjem om søndagen. Det kan jeg ikke pille ved.”
    – ”Nejnej, det skal du heller ikke. Hvad bliver det?”
    – ”Han skal have løn fra han går ud af døren her på Frederiksberg, og indtil han går ind af døren igen. Sådan er overenskomsten!”
    – ”Og den kan du heller ikke pille ved?!?”
    – ”Hehe…det bliver et nej og et jo! Hvis vi siger at du betaler kilometerpenge, og hotel og fortæring, så skal jeg være flink og ikke charge dig for weekend- og helligdag.”
    – ”Det sætter jeg pris på!”
    – ”Jeg sender ham af sted kl. 18 om onsdagen, og så er han tilbage her om søndagen kl. 12. Timeprisen er 579,- kr., og så kan du selv regne dig frem til hvor længe du vil beholde ham. Jeg må dog kræve at du overholder 11-timers reglen, for ellers kan jeg godt få ballade.”
    – ”Øhh…ja. Ja, det skal jeg nok.
    – ”Kan du bruge det til noget?”
    – ”Ja, det tror jeg! Tak for det, Henrik! Go’ weekend!”
    Jeg begyndte straks at finde lommeregneren frem på mobilen…
    Samme timeforbrug som A-holdet ville koste mig 90 timer à 579,- kr., i alt 52.110,- kr…hvis det altså var en bilmekaniker fra Frederiksberg, jeg havde booket. Heldigvis uden diverse tillæg, der ville fordyre mekanikeren med en 16-18.000,- kr..
    Jeg kan med største sikkerhed sige, at ’de dyre drenges’ løn på en tur til Aalborg ALDRIG har været i nærheden af bilmekanikerens. Og det er endda til trods for, at de muligvis har oppebåret en høj timeløn i DR-regi, men kun en helt almindelig timeløn i branchen i øvrigt. Mekanikerens styrke, er tydeligvis en stærk fagforening, og en branche med mangel på arbejdskraft. Vores branche lider under, at mange ledere har tillært sig ’du-kan-tage-det-eller-skride-for-jeg-kan-få-10-freelancere-der-vil-have-tjansen-for-det-halve-attituden’, og nu må vi indse, at vi kun får gjort op med denne attitude, hvis vi står sammen som en enhed.
    Eksemplet med mekanikeren viser, at det IKKE er ’de dyre drenge’ man skal gå og pege fingre af. Det er alle os, der har ladet spekulant-producenten (ham, der godt ved, at han ikke selv er ude med et godt tilbud, og i øvrigt beder dig om at gå stille med dørene, når folk spørger hvor meget du får i løn) få krammet på os. Os, der har accepteret argumentet om, at ”Det får alle på produktionen!” er et validt argument, når du ikke kan kræve din faste hyre. Os, der har accepteret, at transporttid ’naturligvis ikke skal aflønnes, for så får vi aldrig denne produktion i kassen’. Os, der har accepteret at hænge på siden af en varevogn, for liiiiige at få det rigtige skud i kassen, uden at ane om der er orden i forsikringspapirerne. Os, der glade sætter os bag rattet og kører 400 km hjem efter en 16-timers arbejdsdag, fordi ’der er ikke budget til en overnatning’.
    Jeg opfordrer alle tvivlere, alle der tvivler på, at ’de dyre drenge’ har en sag, alle der tvivler på at kampen nytter…Jeg opfordrer jer til at kontakte en hvilken som helst håndværker, og spørge om hvad de skal have for den opgave I lige selv er kommet hjem fra. Se bort fra, at I måske ikke har samme timeløn, men hold øje med tillæggene, overarbejdsberegningen, tillæg for skæve arbejdstider, weekend, osv., osv.. Som Henriks svar overrasker, så tror jeg at mange af jer vil blive chokeret over hvor meget vi halter efter.
    A-holdet har næsten som de eneste holdt fast på deres tilkæmpede rettigheder – rettigheder, som faktisk omfatter ALLE freelanceres rettigheder. Jeg bliver trist til mode, når jeg konstaterer, at det er lykkedes DR at udskamme A-holdet, og få tegnet et billede af dem som en flok forkælede børn. A-holdet har taget de første slag. Nu er det vores opgave at bakke dem op, og kaste os ind i kampen mod de forringede løn- og arbejdsforhold i branchen.
    FF18 er et lille skridt, men et vigtigt skridt i denne kamp.

    KS

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.